Af Tina Agergaard
”Træd – træk, træd – træk, træd – træk”. Jeg tænker på Jørgen Ø, som prøver at motivere sig selv. Da jeg stod nede i byen for en time siden i mit tynde tøj, sammen med tusinder af andre fjolser, var luften kun 9 grader. Nu er jeg på vej op ad Col du Glandon, og fryser overhovedet ikke mere – tværtimod.
Der er stille i skoven, det eneste jeg hører, er fuglekvidder, tandhjulenes snurren og nogle få lavmælte samtaler – og så mit eget tunge åndedræt. Det er fascinerende, at så mange mennesker kan være så stille. Der er rigtig mange foran og ikke helt så mange bag mig. Mine tanker går til træningen gennem vinteren. De mange, mange timer alene, eller sammen med Søren og kammeraterne fra klubben. Visualisering. På vej op ad Glandon. På vej op ad Telegraph. Ad Galibier, det onde bjerg. Alpe d’ Huez, med de 21 hårnålesving. To gange om ugen, mindst. Ét bjerg hver gang, igen og igen. Jeg kender dem som min egen bukselomme, kender hver meter, hvert sving. Om lidt, når jeg kommer ud af skoven, vil den ubarmhjertige sol skinne fra en skyfri himmel og give mig endnu mere sved på panden, på brystet, ned ad ryggen. Der er stadig langt til toppen, og endnu længere til målet. Caféen, hvor vi fik en cola, sidst vi var her, kommer ca. 10 km oppe ad bjerget, så er der kun 11 km til toppen. Jeg nøjes med vand og energidrik, som jeg har i mine dunke – snupper af og til en bid energibar, men jeg er ikke så sulten, så jeg har ikke lyst til den tørre spise. Søren ligger et par ryttere længere fremme, han er i bedre form end mig, han er meget stærkere og ser ud som om, at han bare er på vej til bageren. Nu kan jeg gudskelov se søen – så langt, så godt. Fotograferne står længere fremme, så de får et godt motiv med søen og en slange af cykelryttere i baggrunden. Søren falder tilbage, så vi kan blive fotograferet sammen. Vi tager hinanden i hånden, og med den ene hånd på cykelstyret og den anden i vejret, hånd i hånd, får vi et rigtigt godt billede. Pludselig står vi på toppen og fylder flasker, nyder øjeblikket og udsigten.
Nu venter en lang nedkørsel, hvor min puls, som hovedregel, er højere end når jeg kører opad, jeg bryder mig virkelig ikke om det, jeg føler ikke, at jeg har kontrol over cyklen. Vejen er smal, og der er ikke noget autoværn. De garvede cykelryttere overhaler i høj fart, og det er ikke alle, der holder god afstand til os kyllinger. Men der er ingen grund til at køre hurtigt ned, for løbsarrangørerne stopper midlertidigt tidsmålingen på toppen af Glandon, og fortsætter den først nede i Maurienne-dalen.
Vel nede i sikkerhed, kommer vi med i en gruppe, der kører i passende god fart og vi prøver at hænge på. Jeg er ikke helt kommet mig efter opkørslen, så jeg kæmper med farten. Efter 10-12 km må vi slippe feltet. Vi cykler videre i vores eget tempo, og kommer stille og roligt op ad Col du Télégraphe. Efter en kort nedkørsel kommer dagens største udfordring: Col du Galibier. Det går bare op, op, op – ingen små gaver i form af flad vej eller en lille smule nedkørsel, kun op. 19 km med stigninger op til 8,6%, bart og utiltalende landskab, sneklædte bjergsider, koldt og blæsende på toppen. Vi kører ind på depotet og får en cola og en tiltrængt pause. Udsigten fra depotet er mere opkørsel og hundredvis af cykelryttere, asende og masende på vej op ad bjerget. Jeg tager mig sammen og kommer op på cyklen igen. Jeg er træt og det går rigtig langsomt, vi holder flere pauser, blot i vejsiden. Vi når endelig op til stedet hvor vejen deler sig. Biler kører den nemme vej igennem tunnelen, cyklister skal helt op på toppen, før de kan komme ned på den anden side. Der er koldt og blæsende på toppen, så vi tager vores vindveste på, og begynder straks at køre ned Jeg er blevet modig og godt varm, efter de mange kilometer, og får en fantastisk oplevelse på den 46 km lange nedkørsel. En teknisk god nedkørsel, uden for meget trafik, gør at vi står for foden af Alpe d’ Huez i en okay god tid. Det betyder at jeg har mulighed for at gennemføre løbet, inden for tidsgrænsen, selv om jeg vil få brug for mange pauser op ad ”Alpen”. Optimismen har fået et løft, og jeg forbereder mig på, at køre op ad bjerget med de 21 hårnålesving. Søren mener ikke at han har kræfter til at gennemføre løbet, jeg prøver at lokke ham med, men han beder mig fortsætte alene. ”Vi ses på toppen”, siger jeg til ham, og triller afsted. Det nederste stykke er det værste, minder jeg mig selv om. Bjerget har en stigning på 10- 12% de første par km, det er tungt at træde cyklen op og jeg tænker igen på Jørgen Ø: ”Træd – træk, træd – træk, træd – træk”. Det hjælper at sige det rytmisk. Jeg tænker på, om jeg når helt op på toppen. Det første sving kommer allerede efter 7-800 meter. Stigningsprocenten er faldet lidt, men stadig høj, ca. 9,2%. Efter tredje sving, må jeg holde en pause – jeg er meget træt, men jeg vil til tops, jeg vil gennemføre løbet. Efter fire til fem minutter fortsætter jeg, og en belgisk indregistreret bil kører op på siden af en rytter, længere fremme. En ung pige hænger ud ad vinduet og råber noget opmuntrende på belgisk til den unge mand på cyklen. Han sender et fingerkys til hende, og bilen kører videre. Der kommer cykelryttere imod mig hele tiden, de har allerede været i mål, og er på vej hjem. En af mine klubkammerater kommer imod mig i høj fart, får øje på mig og råber: ”Sådan Tina!”, og så ”hvor er Søren?”, men han var allerede langt væk, så det var formålsløst at svare ham. Ærgerligt med Søren, men jeg bliver alligevel glad for kommentaren, og lidt stolt, og nu bliver jeg nødt til at fortsætte og komme i mål. Efter femte sving, bliver det lidt lettere og jeg holder en pause for at fejre det. Jeg spiser et par energi-vingummi, drikker lidt energidrik og samler kræfter og stædighed til at fortsætte. Et par sving længere fremme dukker den unge belgiske pige op igen, denne gang råber hun til mig: ”Come on! You can do it! Go, go, go!” mens bilen kører forbi mig. Det giver mig ekstra kræfter at der er nogen, der hepper. Stigningsprocenten er faldet til omkring 6,5%, det kan jeg godt mærke, det er ikke helt så tungt at træde cyklen nu. Jeg holder alligevel endnu en pause i byen Huez, hvor der er et offentligt toilet. Jeg plejer at holde pause i svingene, hvor det er lidt lettere at komme i gang igen, men her hvor vejen bare går ligeud, kan det være vanskeligt på grund af stigningen, men det går fint. Jeg har ikke tal på svingene længere, selv om alle er nummererede. Jeg kan ikke huske hvilket nummer det sidste sving havde, men jeg ved at jeg er mere end halvvejs oppe. Den belgiske pige er stået ud af bilen og halvt løber, halvt går op ad bjerget. Hvor får hun den energi fra? Idet jeg kører forbi hende, hepper hun igen på mig. Jeg siger til hende at hun er fantastisk og hun fortæller at hun er sammen med sine svigerforældre, og at hun støtter sin kæreste, som er med i løbet. Hun løber i sine klip-klappere og må sætte farten ned, så jeg kører fra hende. Jeg kan ikke lade være med at smile af hendes entusiasme, og let opløftet kommer jeg fri af træerne og ud, hvor der er mere åbent – så ved jeg, at der ikke er så langt til toppen. Nu er der længere mellem svingene, og jeg må holde endnu en pause. Hold nu op, hvor er jeg træt. Jeg har cyklet omkring 170 km i de forbistrede bjerge, og mangler kun 4 km, men jeg er så træt. Jeg kommer op cyklen og fortsætter. Den belgiske pige er på en eller anden måde kommet foran igen, jeg kan se hende længere fremme. Hun er da helt utrolig. Jeg hilser på hende, da jeg kommer op på siden af hende, og hun opmuntrer mig igen og jeg takker hende for opbakningen. Jeg kan se byen nu, jeg er der næsten. Ved bygrænsen og hele vejen frem til målet, står der rigtig mange mennesker, der klapper og hepper, så man bliver næsten båret gennem byen. Jeg kender strækningen, jeg har været her før. Man skal under tunnelen, rundt i svinget og så lige lidt længere end man husker, så rundt i næste sving. Dér! Dér er målet! Jeg gjorde det det! Jeg triller lige så stille ind over målstregen. Yes! 174 km, 5000 højdemeter. En halv time senere kører Søren over målstregen.
