Erling Mogensen har gennemført Tour de France-2.etape og giver herunder en beretning af forberedelser og indtryk fra turen til Nyborg.
Tour de Storebælt – 2. etape af Tour de France for motionister
Det var med lidt tøven, jeg tilbage i februar sagde ja tak til at overtage min svigersøns billet til Tour de Storebælt – 200km fra Roskilde til Nyborg – samme rute som 2. etape af det kommende Tour de France. Jeg tøvede fordi, jeg siden den første Corona nedlukning i 2020 ikke har kunnet motivere mig selv til at vedligeholde min fysiske form. Andre jeg har talt med, havde ikke andet at tage sig til end at cykle. Jeg brugte tiden på arbejde og sofaen, dog med nogle lørdagsture med IMCC gravel/MTB light holdet hen over vinteren.
Billetten blev måske min redning, rent cykel- og formmæssigt. Det gode forårsvejr fik mig ud på en del Kirke Såby ture i marts og april. Da jeg primært arbejder hjemmefra som konsulent, har jeg friheden til at cykle midt på dagen og undgå aftenture med lygter. I maj deltog jeg i både Skjoldenæsholmløbet og Esbern Snares løbet. Disse løb på 145km er god træning til et 200-km løb, og sidstnævnte omfatter en del af de samme bakker som Tour de Storebælt. Det var hårdt, men jeg kom igennem.
Med den fysiske formåen bekræftet, handlede det om det mentale. Med 4.000 startende i én samlet gruppe fra Roskilde, og 6.000 der ville støde til i Kalundborg, ville der helt sikkert være gode grupper at køre med hele vejen. Men jeg huskede også, hvordan det var at køre Ritter Classic (for mange år siden) i tilsvarende store grupper. Panik-opbremsninger for enden at nedkørsler, ved møde af modkørende trafik, vejindsnævringer og lignende ville nok blive en realitet i Tour de Storebælt, ligesom det var i Ritter Classic. Ved starten i Roskilde blev der da også advaret om bl.a. nedkørslen ad Ledreborg Alle og opbremsningen før det skarpe højresving.
Stemningen i et startområde med 4.000 deltagere, hvoraf nogle er kommet med bus fra Jylland og Fyn mere end 3 timer før starten, er spændt og intens. Det er fascinerende at stå et sted midt i feltet og kun lige kunne se de forreste ved startlinjen, mens de bageste ser ud til at være skjult bag dem, som fylder vejen op til toppen af broen over motorvejen. Der annonceres, at det er beregnet, at det vil tage 15 minutter at få alle over startstregen. Det tog mig 8 minutter, og jeg vil tro det er taget de sidste 20 minutter at komme frem til starten. Der var annonceret master-start – d.v.s. en førerbil eller motorcykel som ikke må overhales – de første 5 kilometer. Masteren kørt dog hurtigt nok til, at der opstod små huller i feltet på vej ud af Roskilde og hen mod Ledreborg Alle. Her blev feltet samlet igen på vej ned mod højresvinget i Lejre, og der var igen et meget langt samlet felt det første stykke vej ud mod Holbæk. De stakkels trafikanter, der eventuelt skulle krydse ruten, har ikke haft det let, men har forhåbentlig taget oplevelsen af 4.000 cyklister passere i løbet af en god halv times tid, som en once-in-a-lifetime oplevelse. Det var der masser af tilskuere langs ruten der gjorde. I alle landsbyer, ja selv ved hvert hus langs ruten, var der heppende tilskuere. I byerne var det nærmest, som man ser på TV transmissioner fra de store cykelløb. Tour de France-feltet bliver helt sikkert ikke skuffet over Danmark.
Efter 50 km når vi det første depot, hvor feltet stopper helt op allerede et par hundrede meter før selve depotet. Mange skal ikke i depot, men der er ikke nogen smutveje. Depotet er på selve vejen, som kun er en smal landevej. Alle regner med at depotet er i højre side, så os der ikke skal i depot prøver at komme frem i venstre side. Et stykke før depotet gør en venlig tilskuer opmærksom på at depotet er i venstre side, så nu skal rigtig mange bytte side. Det går meget langsomt fremad, og det viser sig at vejen faktisk er en blind vej, der ender i en cykelsti, som på helt naturlig vis trækker feltet meget langt ud. Det er næppe her Tour-feltet skal igennem, men med alle bakkerne omkring Høve og Asnæs er det særdeles fornuftigt at få feltet strakt ud. 10 km efter depotet starter det kuperede terræn for alvor – de Nordvestsjællandske Alper. Der er dog mulighed for at skære omkring 20 kilometer og alle ”bjergene” af ved at dreje til venstre netop her. Det har mange, som er kommet senere, sikkert måtte benytte sig af for ikke at komme for sent frem til broen. På grund af trængslen ved depotet er der passende roligt i bjergene. Det vil sige, ingen farlige situationer på nedkørslerne men stadig mange at køre sammen med.
75 km fra mål når vi punktet, hvor feltet fra Kalundborg-starten – herunder Kronprinsen – støder til os fra Roskilde. Der er nu særdeles fyldt på vejene, og vi er nogle stykker – sikkert mange, som overhaler gruppe efter gruppe frem mod det tredje depot, som jeg også havde planlagt at springe over. Jeg havde været inde på depot 2, ved 100km, som var velfungerende og placeret så der ikke opstod ”trafikpropper”. 900 meter før depot 3, ved 150km, går det helt i stå. Det tager 50 minutter at komme forbi depotet på den forholdsvis smalle vej gennem sommerhusområdet. Mange af beboere er flinke og tilbyder opfyldning af flaskerne mens vi i gåsegang langsomt bevæger os mod depotet. De fleste tager forsinkelsen med godt humør, dog med lidt bekymring om vi nu kan nå frem til broen, inden den bliver lukket for cyklisterne igen. Broen forblev dog åben længere end først annonceret, sådan at selv de som blev 2 timer forsinket ved depot 3, kunne nå helt til Nyborg.
Der var god vind fra vest, men i overhalingsbanen det meste af vejen fra Kalundborg til Korsør kørte man i læ. Det sluttede dog brat ved indkørslen til broen. Den første kilometer på broen var der propfyldt, og det var ikke muligt at overhale uden at benytte den forbudte nødbane. Derefter opstod der igen huller i feltet, og jeg opdagede at jeg stadig havde kræfter i behold til at overhale. På vej over Sprogø, mellem to grupper med stor afstand, når jeg op til en anden modig rytter på vej frem mod næste gruppe. Jeg tager en kort pause bag ham, og kører frem for at tage min del af arbejdet. Han kommer hurtigt op på siden af mig igen og siger, ”Dig kan jeg genkende. Jeg kørte i IMCC for 8 år siden”. Det var dog hårdt i vinden, så vi fik ikke talt så meget sammen. Jagten på den næste gruppe fortsatte, og derefter endnu flere grupper helt frem til mållinjen. På vej over broen passerede vi cyklister, som helt sikkert ikke syntes det var sjovt længere. Nogle blev skubbet af kammeraterne. De 3 procent stigning over højbroen føles ikke slemt når man har overskud, men kan, sammen med vinden, være en stor udfordring, når man allerede er udmattet af turen frem til broen.
Ved målstregen er humøret dog på højdepunktet igen - også hos dem som havde det hårdt undervejs. Medaljen hænges stolt om halsen, og finisher T-shirten skal nok i glas og ramme.
